Sikkerhed for moskeer
Anbefalinger til sikkerhed for moskeer i Danmark
Med udgangspunkt i optøjerne mod muslimer og minoriteter i UK i sommeren 2024, blev der 14. december samme år afholdt en mini-konference om sikkerhed for moskeer i Danmark. Erfaringer fra hvad der skete og hvorfor det skete, blev formidlet af en sikkerhedsekspert fra UK som havde fulgt udviklingen nøje. Disse erfaringer danner grundlag for en række anbefalinger fremført i denne artikel til en national sikkerhedsstrategi for moskeer i Danmark.

Udover Dansk Muslimsk Union (DMU) der repræsenterer mere end 60 moskeer deltog bestyrelsesmedlemmer og sikkerhedsansvarlige fra flere moskeer.

Southport hændelsen
Medier der spreder falske rygter. Borgere der mobiliserer sig i vrede og angriber andre borgere. Politiet der rykker ud. Det eskalerer og gentager sig fra bydel til bydel, fra by til by og over hele landet. Optøjerne i Southport, England var science fiction for mange af os, indtil 30. juli hvor det blev til virkelighed. En mand dræbte 3 børn. Nyheden på sociale medier om, at en muslimsk indvandrer gik løs med kniv og dræbte etnisk engelske børn satte sindene i kog hos englændere der i forvejen bar had til emigranter og muslimer. Analyser af sociale medier viser hvordan optøjerne blev organiseret og spredte sig med uset hast. Resultatet på få dage var over 1.400 anholdte, overfald på borgere, skader på moskeer, biler og bygninger. Hver sjette anholdte var mindreårig.

Det er ikke længere fiktion at en enkel fake news, der er voldsom nok og timing er uheldig nok kan starte optøjer med brande, ødelæggelser, kampe blandt borgere og angreb på moskeer, forretninger ejet af muslimer og flygtningecentre. Politiet havde ikke mandskab nok til at bekæmpe optøjerne. Borgere, muslimer som ikke-muslimer, satte livet på spil for at beskytte det engelske og engelsk-muslimske samfund.

Hvad har vi lært? I vor tid kan had og mistro nemt udnyttes af andre kræfter til at sætte et samfund i brand. Digitale medier er grænseløse og kan med få midler give tusinder og millioner af budskaber og utrættelig fortsætte med at gøre det dag og nat. Hvis nogen vil skade det danske samfund, vil det være oplagt at sætte etniske minoriteter eller muslimer og højre-ekstremister op mod hinanden og skabe kaos der bringer menneskeliv i fare – præcis som i Southport. Skaderne er ikke kun materielle ødelæggelser som følge af vrede demonstranter, men i endnu højere grad de sociale eftervirkningerne på samfundet og konsekvenserne for tillid og sameksistens mange år frem.

Bevægelse i Europa og USA
I januar 2017 blev Donald Trump første gang indsat som præsident for USA af overvejende højre-nationale stemmer. Den 25. september samme år blev det højrenationale parti AfD valgt ind, som det tredje største parti i Tyskland. I Danmark er det yderste højre ikke længere et parti men tre partier. I Europa og USA styrkes højre-nationale bevægelser på ny. Disse bevægelser har opnået legitimitet som mainstream foreninger og politiske partier, og også traditionelle partier har indoptaget deres programmer for at vinde stemmer. Disse partier og bevægelser har særlig fokus på modstanden mod etniske minoriteter, muslimer og Islam. Det er i vores interesse som muslimer, at andre kræfter ikke udnytter de danske muslimer eller danske anti-muslimer til at skabe ødelæggelser og kaos i samfundet. Vi har brug for en national strategi for at modvirke denne trussel. Southport hændelsen i England har givet os en unik indsigt i hvilke elementer en strategi bør indeholde for at være virkningsfuld.

Erfaringer og anbefalinger
Den 14. december 2024 afholdte Forum for Sikkerhed og Samarbejde (ForumSOS) og Dansk Muslimsk Union (DMU) en mini-konference om sikkerhed for københavnske moskeer. Blandt DMUs medlemsforeninger er der over 60 moskeer.

Konferencens gæstetaler var eksperten Shaukat Warraich fra Faithassociates fra England. Han er rådgiver for bl.a. Londons borgmesterkontor, den britiske regering og EU-kommissionen om sikkerhedsanliggender. Shaukat har studeret Southport hændelsen i detaljer og har besøgt Danmark flere gange, første gang som rådgiver for den danske regering under Jyllandposten-krisen i 2006. Temaet for mini-konferencen var danske moskeers sikkerhed.

Southport hændelsen viser at moskeer, muslimske kvinder og muslimske forretningsdrivende er særligt udsatte. Danmark har omkring halvanden hundrede moskeer. Vi har her opsummeret nogle vigtige anbefalinger fra mini-konferencen til en national sikkerhedsstrategi.

1. Et tæt samarbejde med politiet er nødvendigt. Det sker allerede i dag for nogle moskeer, mens andre behøver uddannelse og ressourcer til et godt samarbejde med politiet og myndigheder. Næsten alle moskeer i Danmark drives af frivillige. Mange af disse frivillige er ældre, i eller nær pensionsalderen. Deres kommunikationsevner og forståelse af det danske samfund og myndigheder er ofte mangelfuld. Politiet har brug for en særlig indsats for at kommunikere med denne gruppe. Større moskeer har indført Forum for Sikkerhed og Samarbejde, 2025 3 frivillige med gule veste til større begivenheder som fredagsbønnen, ramadanen og til Eid bønnerne. Disse frivillige har brug for løbende uddannelse, støtte og klare retningslinjer ift. politiets og myndigheders ansvar og arbejde.

2. Mange moskeer i Danmark lever en stille tilværelse af frygt for ikke at blive lukket af naboklager eller lokale politikere. Erfaringer fra Southport viser at moskeer der ikke er involveret i lokalsamfundet, er særligt udsatte for angreb. De moskeer der var engagerede i deres lokale nærmiljø, blev i højere grad beskyttet af borgerne. Det står i modsætning til virkeligheden for mange danske moskeer i dag. Der er brug for at skabe øget tryghed om moskeernes eksistens og et åbent sind blandt moskeers bestyrelser og naboer.

3. Gerningsmanden i Southport var ikke en muslim. Men det kunne det have været. Hvordan bør samfundet håndtere digitale medier der med nyheder eller fake news skaber eksplosionsagtige bølger af frygt og usikkerhed blandt borgerne og mobiliserer yderfløjene? Der er brug for en klar kommunikationsstrategi fra myndigheder der involverer moskeer om at være beredte og deeskalere sådanne situationer. Det kræver kommunikationsinfrastruktur, beredskab og uddannelse blandt muslimske institutioner og udsatte muslimske forretningsdrivende og ansatte.

4. British Beacon Mosque Award uddeler hvert år priser til vigtige aktører i samfundet. De kalder deres oscar for ”Moscar”. I 2024 gik en Moscar til det britiske politi for hjælpen mod optøjerne. Efterbehandlingen er ikke slut, men det står klart at gode historie er god medicin til at hele sårene i samfundet. Billeder af lokale engelske ikke-muslimer der står sammen med engelske muslimer for at beskytte deres lokale moske står stærkt. Ligesom billeder af muslimer der deltager i genopbygning af en pub som nogle muslimer satte ild til under urolighederne, er uvurderlige for at genskabe trygheden i samfundet.

Vejen frem
Dette var nogle af anbefalingerne til en national sikkerhedsstrategi for moskeer i Danmark. Vi er i DMU og ForumSOS i færd med så vidt muligt, at bruge indsigterne fra Southport hændelsen til at arbejde for sikkerheden for de danske moskeer.

Moskeer kan blive en hjørnesten i en national sikkerhedsstrategi i fremtiden. Det gælder også hvordan vi integrerer moskeer i det generelle danske beredskab mod katastrofer, sundhedsfare og klimahændelser. Moskeer har kapacitet og infrastruktur med muligheder. Trods de udfordringer der kan være, er det værd at overveje hvordan vi skaber en fælles sikkerhedsindsats til gavn for hele samfundet i en fremtid med øget trusselsniveau (bl.a. i kølevandet på krigen i Ukraine) mod den nationale sikkerhed, som myndighederne har nævnt mange gange i de seneste år.

Vores anbefaling er at udarbejde en national sikkerhedsstrategi for moskeer i Danmark der betragter moskeer, myndigheder og danske borgere, såvel muslimer og ikke-muslimer, som medspillere i den nationale sikkerhed og gør aktiv brug af hinanden for at beskytte infrastruktur og menneskeliv i Danmark.
Kontakt os på info@forumsos.dk